Så blev det tid til lillemandens første fødselsdag. Og da han endnu ikke kan udtrykke sin mis- eller billigelse af noget verbalt, men ved at spytte ud eller kramme, valgte jeg at opfatte hans kramme-spisen af en ny Kermit-lignende tøjdyrsfrø som en kærlighedserklæring... Og indrømmet, så ledte jeg nok bare efter en undskyldning for at lave MIN første kærlighed som kage...
Men Kermit blev det. Ren kærlighed i marcipan, mandler og dadler. Og jeg elskede at gå i køkkenet og åbne køleskabsdøren, de par timer han boede der. Og en fornøjelse det var at have ham siddende, lige midt på bordet, og smile sit underfundige smil til gæsterne. Han bliver svær at hamle op med...
