skip to main |
skip to sidebar
Noget forår, noget enkelt, og noget som man bliver glad og forelsket af.Det var ordene, da Sine og Jesper skulle beskrive ønskerne for deres bryllupskage for mig. Kagen var kun til knap 30 kuverter, så det var ikke de store vingeslag, jeg kunne slå. Men for mig blev denne kage netop forårsagtig, og så tilpas skør, at man kommer til at smile, når man ser på den. En rodekasse af bevoksning; jeg satte egentlig kursen efter en dansk grøftekant, men sukkeret ville noget andet, da jeg først var gået i gang...Indholdet var den tidligere omtalte gudekage: chokoladebunde med hasselnødder, lidt smørristede nødder, en Gateau Marcel-variation med citrus og en caramelagtig smørcreme, og med hvidfarvet marcipan som overtræk... Jeg poster opskriften en skønne dag, når jeg igen har samlet mod til at bruge så meget smør ;)
Hvis ens mand fylder 40, og man holder surprisefest for ham og vil invitere ham på forlænget weekend, kan man så andet end at sige det med kage?
Det var netop, hvad Anne-Sofie bad mig om hjælp til. Bussen her var forklædt chokoladekage med hindbær- og chokoladefyld. Og der var kage til 30.
Christina var taget hele vejen fra Sydfrankrig for at få Oscar døbt i sin hjemstavns kirke. Og bad mig lave en nuttet elefant i anledningen... Så her var mit bud.Og faktisk blev den så nuttet, at den overlevede festen - lige på nær et par bid i øret og snablen :)