Havenissen

Åh ja, så var der nissen. Vi kaldte ham Hubert. Og jeg elskede ham.

Det var min 3. kage, og jeg lærte her, at det er en sær ting, at man bliver så inderligt knyttet til sit skaberværk, og så, få timer senere, er det væk. Gone. Spist. Og i Huberts tilfælde: dræbt. Uhhhh...
En af mine hittepåsomme veninder, som var med til premieren på min kagerejse til Peters navngivningsfest, havde med det samme bestilt en havenisse til sin mor. Som hader havenisser. Til hendes fødselsdag... Snak lige om familiehumor...
Skønt hans tilværelse i banankage og fondant var kort, så gjorde han lykke. Og han vil blive mindet af mange. Hvad mere kunne man vel forlange?