tirsdag den 16. marts 2010

Rugbrød og lånte fjer...

Egentlig er det ikke længere mig, der bager rugbrød her i huset. Og det er da heller ikke mig, der har bagt brødet her. Det har Ossip. Men det er mig, der har tilrettet opskriften, og mig, der bliver spurgt til råds undervejs... Det er simpelthen et super lækkert og super enkelt rugbrød. Det tager nogle dage at forberede, men det kræver et minimun af arbejde. Og så er det langt billigere end at købe færdigt ;)
1. dag
2 spsk gær
1 tsk honning
4 dl håndvarmt vand
200 g rugmel - med kim og skaldele
2. dag
1,5 l håndvarmt vand
2 spsk havsalt
1,5 kg. rugmel - med kim og skaldele
500 g rugkerner
5 dl vand
3. dag
2 dl solsikke- eller græskarkerner
2 dl rugmel


1. dag: opstart af surdej.
Gæren røres ud i vandet sammen med honningen, og melet tilsættes. Skålen dækkes med et fugtigt klæde og stilles lunt i et døgn.

2. dag: brøddej.
Surdejen opløses i de 1,5 l vand, hvorefter salt og rugmel tilsættes. Dejen skal have konsistens som tyk grød; den skal altså ikke æltes, men røres. Dækkes med et fugtigt klæde, og stilles lunt til næste dag. I en skål ved siden af kommes rugkerner og væde, dækkes ligeledes og står til næste dag.

3. dag: så skal der bages.
Evt. overskydende væde presses fra de udblødte rugkerner, og de kommes over i rugbrødsdejen. Solsikke- eller græskarkerner tilsættes sammen med den sidste smule mel. Dejen skal være præcist så tyk, at den stadig kan røres med en ske (eller i røremaskinen).
Dejen kommes i et par forme foret med bagepapir, og efterhæver 3-4 timer.
Bages 1,5 t ved 175 grader. Tag dem ud af ovnen og lad brødene køle helt af i formene.

2 kommentarer:

  1. Uhh det må pröves, for heroppe på vulkanöen kan jeg nemlig slet ikke finde rugböd der er lige som jeg gerne vil have det... Du skriver to spsk gær, jeg går ud fra du taler om törgær ik'? Og er det hele eller knækkede rugkerner? Har I erfaring med at bruge andre kerner i stedet (byg, spelt eller noget den stil)? Nå tænker jeg hellere må pröve den "rigtige" opskrift inden jeg begynder at eksperimenterer ;)

    SvarSlet
  2. Hey Sigrid :D
    Ja det er en totalt rugbrød-for-dummies-opskrift det her.
    De 2 spsk gær er frisk gær - jeg plejer at smuldre det, så er det nemmere at afmåle. Bruger hele rugkerner. Har også forsøgt med risflager (don't!), hirseflager (lidt bedre, men for våde). Og så er det en virkelig god idé, hvis vandet er rosinvand. Altså, en pakke rosiner udblødt i 1,5 L vand et par dage eller 4, og så bage med vandet herfra... Det er ligesom det tager surheden fra rugen. Rosinerne er gode på havregrøden - meget milde ved blodsukkeret :)
    Faktisk bliver det endnu bedre efter en tur i fryseren, altså rugbrødet...

    SvarSlet